13-årig pige sad fast i babygyngesæde.

13-årig pige sad fast i babygyngesæde. Øxenholt Foto

Brandvæsnet tilkaldt: 13-årig pige sad fast i babygynge

Venindesjov på legeplads gik ikke helt efter planen

Midtjysk Brand og Redning blev søndag formiddag kaldt ud til en redningsaktion på en legeplads i Viborg.

Det viste sig at være knap så alvorligt, for det drejede sig om en 13-årig pige, der sad uhjælpeligt fast i en babygynge. Hendes to veninder havde på alle måder prøvet at få hende fri, men så til sidst ingen anden udvej end at ringe til brandvæsnet.

Brandvæsnet tog opgaven med et smil.

Brandvæsnet tog opgaven med et smil. Øxenholt Foto

"De tre piger har været ude og hygge sig lidt og finder så på nogle sjove ting på en legeplads. Den ene skal prøve at komme ned i en babygynge. Det går jo fint nok, men hun kan ikke komme derfra igen. Hun sidder simpelthen fast," fortæller indsatsleder Anders Dahl Jensen til Ekstra Bladet.

Brandfolkene skar tovet over, som gyngen hang i, og da pigen kom ned på jorden, kom hun hurtigt fri af gyngesædet. Der skete ikke noget med den 13-årige pige, men gyngen overlevede ikke.

"Plastikken er revnet, men vi har kontaktet den lokale borgerforening, som sørger for, at der kommer en ny," siger Anders Dahl Jensen.

Ifølge indsatslederen slipper den 13-årige for videre tiltale, selvom brandvæsnet rykkede ud med mange folk til den harmløse episode.

Øxenholt Foto

"Hun sad jo fast og kunne ikke komme fri. Det var ikke falsk alarm, så der kommer ikke nogen regning for det. Det var en sjov opgave. Vi har løst den og fik hende fri igen," siger Anders Dahl Jensen til Ekstra Bladet.

jr

Publiceret 27 October 2019 15:35