Område i Bruuns Galleri blev afspærret af politiet.

Område i Bruuns Galleri blev afspærret af politiet. Øxenholt Foto

Drama i shoppingcenter: Knivmand fik peberspray, så butiksansatte kunne slippe væk

Frustreret mand trak kniv og forlangte at komme til at snakke med politiet

Alt tyder på, at det var frustration over private forhold, der i går fik en 53-årig mand til at trække en kniv i en butik i Bruuns Galleri i Aarhus og forlange, at personalet tilkaldte politiet.

Det oplyser Østjyllands Politi, som mandag klokken 14.50 fik en anmeldelse om, at en mand stod med en kniv i en butik på 1. sal i det aarhusianske shoppingcenter.

Politiet kom frem og gav knivmanden en gang peberspray, som havde den effekt, at de to medarbejdere i butikken kunne komme ud af butikken.

Området omkring butikken blev afspærret, oplyser politiet, og klokken 15.30 fik betjente overtalt manden til at lægge kniven fra sig og lade sig anholde uden større dramatik.

Ingen personer kom noget til, og kort tid efter blev afspærringen ophævet.

Den 53-årige mand er foreløbig sigtet for trusler og overtrædelse af Knivloven.

Østjyllands Politis jurister vurderer i øjeblikket, om der er grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør.

Det skal i givet fald ske i dag senest klokken 15.30, da politiet højest må tilbageholde personer i 24 timer, inden de bliver stillet for en dommer.

jr

Publiceret 05 November 2019 16:37