Foto: Adobe Stock

Foto: Adobe Stock Valemaxxx - stock.adobe.com

Voldeligt overfald på kvindelig buschauffør: Julenisse afslørede gerningsmanden

En 27-årig mand blev torsdag aften anholdt og sigtet for vold mod en buschauffør i tjeneste i Vordingborg.

Balladen startede ved 18-tiden, da den 27-årige ville køre med bussen fra Vordingborg Station. Manden havde dog ingen gyldig billet, og derfor bad chaufføren ham om omgående at forlade bussen.

Da han nægtede at forlade bussen, blev politiet tilkaldt, og det ophidsede den 27-årige så meget, at han råbte af buschaufføren, skubbede hende og gav hende et spark over knæet, inden han gik fra stedet med en medbragt stor julenisse under armen.

Og netop julenissen blev afgørende for, at en politipatrulje kort efter fandt frem til manden i bybilledet og fik ham anholdt og sigtet for vold. Han blev i øvrigt også sigtet for tyveri, idet han i mellemtiden havde stjålet en six-pack fra en kiosk.

Politiet vil i løbet af fredagen fremstille manden i grundlovsforhør.

jn

Publiceret 08 November 2019 10:37