Tænk dig om, hvad du skriver på sociale medier.

Tænk dig om, hvad du skriver på sociale medier. Modelfoto: Adobe Stock.

Kvinde beskyldte ekskæreste for at være utro på Instagram: Straffet med 20 dages fængsel

Politiet opfordrer til omtanke på sociale medier

Tænk over hvad du skriver på sociale medier.

Opfordringen kommer fra Østjyllands Politi på baggrund af en sag mod en 37-årig østjysk kvinde, der har fået en dom på 20 dages betinget fængsel for et opslag på en offentlig Instagram-profil.

En person med rigtig mange følgere havde lavet et positivt opslag på Instagram om kvindens ekskæreste. Hertil skrev hun en lang kommentar, hvor hun kom med meget grove ytringer om ekskærestens private forhold og blandt andet skrev, at han var sin kæreste utro.

Men den går altså ikke, lyder det fra Østjyllands Politi, for krænkende ytringer og videregivelse af personfølsomme eller private oplysninger på sociale medier er også omfattet af Straffeloven.

Den forsmåede ekskæreste må udover dommen nu leve med en plettet straffeattest, som kan få betydning, hvis hun for eksempel skal søge nyt job, hvor arbejdsgiveren kræver en ren straffeattest.

"Derfor skal du tænke dig rigtig godt om, inden du sætter dig til tasterne og skriver om andre på de sociale medier. Det kan både få konsekvenser for dem, du skriver om, og for dig selv," skriver Østjyllands Politi på sin Facebookside.

jr

Publiceret 11 November 2019 11:56