Arkivfoto.

Arkivfoto.

Skole i dyb sorg: Elev begik selvmord på værelse

Dreng, der boede på Viborg Katedralskoles kollegium, begik selvmord i weekenden

Flaget gik mandag på halv på Viborg Katedralskole, som blev ramt af dyb sorg, efter at en dreng, som boede på kollegiet, i weekenden begik selvmord. Det skriver Viborg Folkeblad.

Rektor Helge Markussen fortæller, at hele skolen er hårdt ramt af at miste en elev og en kammerat. Der havde ikke forud været nogen tegn på, at eleven ikke trivedes. Han var både vellidt og fagligt dygtig.

"Vi forstår det stadig ikke. Det er svært for os alle," siger Helge Markussen til Viborg Folkeblad.

Helge Markussen oplyser, at Viborg Katedralskole på fredag holder en mindehøjtidelighed for eleven, som på så tragisk vis er gået bort.

Vigtigt: Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Det hjælper at få sat ord på de svære tanker og følelser, du har, og du kan gøre det anonymt. Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-04, ligesom du har mulighed for at chatte med Livslinjen.

Publiceret 13 November 2019 11:09