Foto: Adobe Stock

Foto: Adobe Stock

Smadrede katte fundet uden haler: "Jeg er helt sikker på, at nogen har gjort det her med vilje"

To tirsdage i træk har en kvinde fundet to døde katte uden haler på det præcis samme sted

Af
Jeppe Helkov

Som så mange gange før kom 77-årige Bente forrige tirsdag kørende på cykel på Græstedvej lige nord for Nellerødvej i Helsinge. Her lå der midt på cykelstien en død kat.

Men det var først, da Bente tirsdagen efter kom kørende på samme strækning, at hun for alvor fik fornemmelsen af, at noget var rivravruskende galt.

På præcis samme sted lå endnu en død kat. Med de præcis samme skader. Det får nu Bente til at frygte, at dyremishandlere er på spil.

"Den første tirsdag kom jeg kørende, og så lå katten midt i det hele. Den var ikke lagt ind til siden. Men var placeret så man ikke kunne undgå at se den. Det var en gråstribet kat uden hale. Den er fuldstændig smadret i hovedet. Den så forfærdelig ud," siger Bente.

Ugeposten er bekendt med hendes fulde identitet - men Bente frygter, at eventuelle dyremishandlere kan finde på at lade det gå ud over en kat, hun passer, fordi hun nu står frem.

"Da jeg kommer kørende en uge senere og ser endnu en død kat, tænker jeg bare 'åh, nej.' Da jeg kommer derhen, kan jeg se, at den er ødelagt i hovedet på samme måde, ligesom den også har fået skåret halen af," siger Bente, der er sikker på, at kattene ikke bare er ramt af en bil.

"De har de samme skader. Hovedet er knust - det ligner, at de er slået med en hård genstand. Og halen er fjernet helt oppe ved haleroden. Sådan noget sker ikke to uger i træk. På samme sted. Derfor er jeg helt sikker på, at nogen har gjort det her med vilje," siger Bente, der håber, at hendes advarsel kan få folk til at holde ekstra godt øje med deres katte.

"Det er rigtig, rigtig svært at se sådan nogle mishandlede katte. Derfor går jeg nu til Ugeposten, så jeg kan advare folk."

Ugeposten har set tre billeder, Bente har taget af den ene af de døde katte. Her fremgår det tydeligt, at halen er væk helt oppe ved haleroden. Og at kattens kranie er smadret. Af hensyn til billedernes brutale karakter har vi valgt ikke at bringe dem.

Publiceret 14 November 2019 14:00