Daniel Iversen begik de fleste af sine indbrud i Sønderjylland. Forleden fortalte han om sin kriminelle karriere i Aarhus. Foto: Claus Bech/TrygFonden

Daniel Iversen begik de fleste af sine indbrud i Sønderjylland. Forleden fortalte han om sin kriminelle karriere i Aarhus. Foto: Claus Bech/TrygFonden

Daniel har begået 400 indbrud: Sådan gjorde han

Daniel Iversen har lagt sit liv om, men karrieren som indbrudstyv har givet ham en stor indsigt, som han nu har delt med 1.000 aarhusianere

Af
Danni Paulsen

27-årige Daniel Iversen fra Haderslev er en fri mand. Fri fra kriminalitetens lænker og kriminalforsorgens tremmer efter to fængselsstraffe på i alt fire år.

Tirsdag var den tidligere indbrudstyv i Aarhus som det åbenlyse trækplaster til to borgermøder på rådhuset arrangeret af Aarhus Kommune, Østjyllands Politi og Bo Trygt.

Arrangørernes ambition er at sænke antallet af indbrud i kommunen til en tredjedel, og 1.000 borgere var inviteret for at blive klogere på, hvordan de kan sikre deres huse.

Og Daniel Iversen var med for at give et indblik i, hvordan en indbrudstyv tænker, og så viste han til stor overraskelse i rådhussalen, hvordan et vindue uden sikringsbeslag kan brydes op på kun 14 sekunder.

Den karseklippede sønderjyde med tatoveringer har begået mellem 350 og 400 indbrud og er blevet dømt for 60.

"Men nu kan jeg være med til at dele mine erfaringer og give gode råd. Det giver mig en personlig styrke og selvtillid, og så er det rart at kunne give lidt tilbage den anden vej," siger Daniel Iversen efter borgermødet.

Dødsfald blev udvej

Det var en konkurs med hans kurerfirma i 2012, der blev startskuddet til den kriminelle karriere. Konkursen var et nederlag, der ikke blot gældssatte ham, men også kostede forholdet til den gravide kæreste.

Pengene begyndte at slippe op, og en dag fik han et tip om, at han kunne hente en vare - i et hus. Derefter blev det en fuldtidsbeskæftigelse at være indbrudstyv.

"Jeg fik også et misbrug. Det startede med hash og endte ud i de rigtig hårde stoffer. Til sidst skulle jeg i hvert fald bruge 1.000 kroner bare på det om dagen. Alle de kontanter, jeg tjente, røg med det samme igen," fortæller Daniel Iversen.

Adskillige opbrudte vinduer, hårde stoffer og anholdelser senere sad han og afsonede sin anden fængselsdom, da han modtog besked om, at hans bror var blevet dræbt i en tragisk soloulykke.

"Det knækkede mig fuldstændigt, og mit stofmisbrug tog virkelig til i styrke."

En overførsel til et fængsel med en behandlingsafdeling og brorens død blev dog hans udvej.

"Da jeg blev overført, greb jeg chancen og blev stoffri. Min brors død skulle ikke være forgæves. Min mor havde nu kun mig, og jeg skulle ikke risikere at dø tidligt og lade hende i stikken," forklarer Daniel Iversen.

Foto: Claus Bech/TrygFonden

Foto: Claus Bech/TrygFonden

Noget fanden har opfundet

Hvad fremtiden byder på, ved Daniel Iversen ikke. I øjeblikket er arbejdet for TrygFonden hans holdepunkt og levevej, og der var masser af erfaring fra de næsten 400 indbrud at dele ud af til aarhusianerne.

Sikring af vinduer og døre og tilmelding til Nabohjælp er de bedste redskaber, var hovedbudskabet.

"Som indbrudstyv er Nabohjælp noget fanden har opfundet. Beboerne i sådan et boligområde går hen og tager kontakt, hvis de ser en person, de ikke kender. Det er jo noget skidt, for jeg render ikke rundt på gaden med maskering, og så kan de pludselig identificere én. Og så er de generelt meget opmærksomme på lyde. Jeg overvejede nøje, om det var værd at gå ind i et område med Nabohjælp."

Lukkede veje, lave hække, alarmer, sensorlys og store hunde var ubehagelige udfordringer, men ikke nødvendigvis noget, der kunne holde Daniel Iversen væk.

"En alarm stopper mig ikke, for der kan gå mange minutter, før vagter eller politi er der. Med hensyn til hunde havde jeg faktisk hundekiks med. Det bliver de så glade for, og så fik man selskab med rundt i huset," griner han.

Et hus kunne han finde på at overvåge op til fire dage for at kende en families mønstre. Når der var fri adgang, gik han en runde for at finde husets svageste punkt iført sort tøj og halsedisse.

Når han kom ind, tog han sig tid til at lytte efter og tjekke mulige flugtveje.

"Og så var soveværelset det første mål. Der har jeg haft størst held til at finde smykker eller penge. Jeg var faktisk aldrig på loftsrum, så der kan man med fordel gemme vigtige ting."

Stjal fra købere

Oftest var målet dog designerinventar, som i mange tilfælde var spottet på de sociale medier hos deleglade danskere, der ikke tænker over, at kriminelle kigger med. Ejendomsmæglernes salgsannoncer var også formidable jagtmarker.

Typisk fik Daniel Iversen en bestillingsseddel fra sine hælere, hvorefter han gik på jagt.

"I de kriminelle kredse en der en flok hælere, der som det eneste specialiserer sig i at komme af med indbrudsvarer. Det kan være helt almindelige borgere. Jeg har haft et ældre, pensioneret ægtepar som afsatte ting for mig. Jeg solgte varen til en tredjedel af nyprisen til hælere, som så tog totredjedele af nyprisen."

Det, han kom hjem med, som hæleren ikke ville have, solgte han selv over Facebook eller Den Blå Avis.

"Og jeg tilbød selvfølgelig at komme ud med varen. Så kunne jeg se, hvad der var i det hjem, og ugen efter kunne jeg så hente min egen vare og mere til."

Er man på udkig efter et designkup på nettet har den tidligere indbrudstyv ét klokkeklart tip til, hvordan man undgår hælervarer.

"Et dyrt designmøbel uden kvittering skal du sætte spørgsmålstegn ved. Der er simpelthen ingen, der køber et 'Æg' og smider kvitteringen væk."

Foto: Claus Bech/TrygFonden

Foto: Claus Bech/TrygFonden

"Vær ikke bange"

Kun én gang har Daniel Iversen i sin indbrudskarriere stødt på en beboer. Det var, da han skaffede sig adgang til et sommerhus, hvor han godt kunne mærke, at der var usædvanligt varmt i huset.

"Men jeg gik videre til soveværelset, hvor jeg med min lommelygte pludseligt lyste en sovende mand lige i smasken. Heldigvis vågnede han ikke, og jeg kunne liste ud igen," fortæller han og råder folk til at larme, hvis de uheldigvis støder ind i en indbrudstyv. .

"En tyv vil stikke af med det samme, han hører nogen form for larm eller mennesker. Med mit kendskab til branchen, så skal man ikke være nervøs for at blive overfaldet. Strafferammen er en helt anden. Skubber jeg en beboer eller truer ham, så hedder det pludselig hjemmerøveri, og så er straffen rigtig hård."

Op mod 400 indbrud og mange kede af det mennesker er noget, der sætter sig på samvittigheden. Ikke dengang, men nu.

"Jeg havde ingen skrupler og var pisseliglad med, at jeg gjorde folk sure og utrygge. Jeg havde mig selv og mine behov at tænke på dengang. Men det er da noget, jeg har tænkt på efterfølgende. Én ting er at miste moster Odas broche, som man aldrig får igen, men det værste er nok, at jeg har gjort folk så bange, og at det har tæret på dem psykisk."

Top 3

Det frygtede jeg mest:

  • Møde beboere: "Det værste ville være at møde en beboer med et baseballbat. Det tænkte jeg tit over, inden jeg hoppede ind i et hus."
  • Store hunde: "At møde en stor, grim hund, der var sur og gøede, kunne hurtigt få mig til at smutte"
  • Røgkanoner: "Enkelte private har det, men man ser det mest i butikker. Det er sateme effektivt. Man kan intet se."

Publiceret 18 November 2019 08:14