Foto: Adobe Stock

Foto: Adobe Stock digitalskillet1 - stock.adobe.com

Kvinde tiltalt for flere drabsforsøg: Forgiftede sin mand på sygehuset

En 65-årig kvinde fra Sydals sidder på anklagebænken.

Anklagemyndigheden ved Syd- & Sønderjyllands Politi har rejst tiltale mod en 65-årig kvinde fra Sydals, som mistænkes for at have forsøgt at dræbe sin mand flere gange på en række danske sygehuse. Det skriver JydskeVestkysten.

Den 65-årige kvinde har siddet varetægtsfængslet, siden hun blev anholdt i december 2018 efter det seneste forsøg på at tage sin 74-årige mand af dage. Hun nægter sig skyldig.

Ifølge anklageskriftet skulle kvinden have forgiftet manden med medicinen Baclofen, som anvendes ved kroniske spastiske tilstande og sygdom i centralnervesystemet.

I perioden fra juli til december 2018 var manden flere gange i livsfare, fordi han efter indtagelse af medicinen blev dybt bevidstløs og havde minimal hjerneaktivitet. Drabsforsøgene menes at være udført under indlæggelse på henholdsvis Sønderborg Sygehus, Odense Universitets Hospital og Rigshospitalet, skriver JydskeVestkysten. Manden overlevede dog, og i næste uge skal de to mødes i Retten i Sønderborg, hvor sagen skal føres.

Den 65-årige kvinde risikerer mindst fire års fængsel, hvis hun kendes skyldig i drabsforsøgene. Lykkes det ikke, vil Anklagemyndigheden forsøge at få hende dømt for grov vold med alvorlige skader til følge.

jn

Publiceret 18 November 2019 13:17