Foto: Adobe Stock

Foto: Adobe Stock Harald - stock.adobe.com

Indbrudstyve havde valgt det helt forkerte hus: Nedkæmpet af far og søn

Et par meget opmærksomme genboer var natten til onsdag med til at fange en indbrudstyv på Nørre Boulevard i Randers.

Klokken var 00.40 natten til onsdag, da en mand i 50’erne stod op for at få lidt vand i hans hus på Nørre Boulevard i Randers. Et kig ud af vinduet senere var han klar over, at noget var helt galt. Han så nemlig, at lyset var tændt hos genboen, som ikke var hjemme, og to mænd luskede rundt indenfor i huset.

Derfor vækkede manden sin kone og bad hende ringe 112, mens han selv gik ud for at se nærmere på sagen, oplyser Østjyllands Politi.

Da han stødte på de to mænd foran genboens hus, og spurgte hvad de lavede, blev mændene meget nervøse og svarede, at de var i gang med at flytte. Den troede manden ikke på, og han bad dem blive på stedet.

Begge mænd satte dog straks i løb med manden i hælene. Undervejs gled den ene i noget grus, og den årvågne genbo havde derfor mulighed for at fange ham og fastholde ham i samarbejde med sin søn, som også var vågnet og var kommet ilende til hjælp.

Kort efter dukkede en politipatrulje op og overtog den anholdte – en 28-årig mand. Ud over en sigtelse for indbrud, fik han også en sigtelse for besiddelse af narko, da man både fandt amfetamin og kokain i hans lommer.

Meld dig selv

Østjyllands Politi anbefaler den anden gerningsmand om at melde sig selv.

"Mød op på stationen eller ring til 1-1-4, så går det hele meget lettere," lyder beskeden fra ordensmagten. Alternativt hører politiet også gerne fra borgere, som har tip, der kan føre til den anden gerningsmand.

jn

Publiceret 20 November 2019 15:05