Dreng blev påkørt i fodgængerfelt.

Dreng blev påkørt i fodgængerfelt. Modelfoto: Adobe Stock

Bilist fanget i lyskryds påkørte 11-årig dreng i fodgængerfelt

Dreng kørt på skadestuen med skrammer og ømhed

Af
Jeppe Rafn

Fredag morgen kl. 07.55 blev en 11-årig dreng påkørt af en bil i krydset Hasle Ringvej/Herredsvej i Aarhus V.

Det skete, efter en bilist var kørt ud og blevet fanget i krydset for rødt lys. Bilisten, en 35-årig mand, kørte på Herredsvej i nordlig retning og blev altså fanget i lyskrydset, mens trafikanterne på Hasle Ringvej fik grønt lys.

Han skulle lige over i krydset, og da han kørte frem, overså han en dreng i fodgængerfeltet, som blev påkørt.

"Bilisten har forklaret, at drengen kom løbende ud i fodgængerfeltet," siger Østjyllands Politis vagtchef Jens Henrik Jensen.

Drengen kom ikke alvorligt til skade, men blev kørt til tjek på skadestuen, idet han fik skrammer og var øm efter påkørslen.

Det er uafklaret, om bilisten bliver sigtet i forbindelse med færdselsuheldet. I så fald bliver det ikke for at køre overfor rødt lys, for han havde angiveligt grønt lys, da han kørte ud i krydset. Færdselsloven indeholder dog også en bestemmelse om, at man skal være sikker på at kommer over for grønt lys, når man kører ud i et lyskryds, fortæller vagtchefen, så denne bestemmelse kan muligvis komme i betragtning.

Både den 11-årige dreng og den 35-årige bilist kommer fra lokalområdet.

Publiceret 23 November 2019 11:10