Foto: Adobe Stock

Foto: Adobe Stock Cari - stock.adobe.com

Dømt for uhyggelig vold: Seks uger gammel baby havde lang række knoglebrud

En 24-årig mand er dømt for grov vold mod sit spædbarn

Retten i Sønderborg har mandag dømt en 24-årig mand til anbringelse på en institution for personer med vidtgående psykiske handicap i en sag om grov vold og mishandling af mandens søn, der på gerningstidspunkterne var nyfødt og op til seks uger gammel. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Den 24-årige blev dømt for grov vold og mishandling i to tilfælde i slutningen af 2018, hvor babyen brækkede begge kraveben, flere ribben, et skinneben og fik blodunderløbne mærker på bugen/maven.

Desuden blev den 24-årige dømt for vold mod et andet barn - en 13-årig dreng. Denne hændelse fandt sted i april 2018, hvor drengen blev slået i ansigtet med knyttet næve af manden.

Den 24-årige ankede på stedet dommen. Han blev dog varetægtsfængslet efter dommen, indtil der er afsagt dom i ankesagen.

Barnets mor

Barnets mor, en 28-årig kvinde, var også tiltalt i forbindelse med de to forhold af grov vold og mishandling, men hun blev frifundet, oplyser politiet.

"Vi skal nu nærlæse dommen med henblik på at drøfte med Statsadvokaten i Viborg, om frifindelsen af moderen skal ankes," oplyser senioranklager Anemarie Haahr fra Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

jn

Publiceret 25 November 2019 14:29