Arkivfoto

Arkivfoto

Biler smadret sammen frontalt: Begge bilister alvorligt kvæstet

Med voldsom kraft stødte to personbiler onsdag aften klokken 18.13 frontalt sammen på Tune Landevej ved Greve, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Den ene bil, ført af en 76-årig mand fra Karlslunde, kørte af ukendte årsager pludselig sin bil over i den modsatte vejbane, hvor han stødte sammen med den modkørende personbil ført af en 53-årig kvinde fra Roskilde.

Ved sammenstødet blev den 53-årige kvindes bil slynget ud på en mark, hvor den rullede rundt på taget. Kvinden kom alvorligt til skade med indre blødninger, oplyser politiet.

Den 76-årige mandlige fører kom også alvorligt til skade, og blev kørt til akut operation for indre blødninger. Sygehuset meldte at den 76-årige var i kritisk tilstand ved ankomsten til sygehuset. Mandens tilstand her dagen derpå er uvis.

En bilinspektør blev tilkaldt for at undersøge ulykkesstedet, og politiet har samtidig afhørt flere vidner i sagen, som skal være med til at belyse, hvad der helt præcis skete.

Tune Landevej var spærret i begge retninger indtil de forulykkede biler var fjernet omkring klokken 20.

jn

Publiceret 05 December 2019 12:00