Foto: Google Street View

Foto: Google Street View

Pedel alvorligt kvæstet: Elever og lærere får krisehjælp

Mandag skete der en arbejdsulykke på Kongsbjergskolen i Lunderskov vest for Kolding, hvor en mandlig pedel under arbejde faldt ned fra et tag.

Pedellen er indlagt med alvorlige kvæstelser efter ulykken, som heldigvis hverken elever eller lærere overværede, skriver JydskeVestkysten.

Kolding Kommunes skolechef, Karen Mortensen, ønsker ikke at udtale sig om de nærmere omstændigheder omkring ulykken. Hun fortæller dog, at man fra kommunens side har valgt at sætte krisepsykologer på sagen. Det gør man, fordi ulykken og den tilkaldte ambulance formentlig har været en voldsom oplevelse for både de ansatte og eleverne.

Skolechefen oplyser til JydskeVestkysten, at krisepsykologerne og skoleledelsen har lavet en plan for, hvordan ulykken skal håndteres.

Arbejdstilsynet er tilkaldt for at klarlægge, hvad årsagen til faldet var.

jn

Publiceret 11 December 2019 16:28