Modelfoto: Adobe Stock

Modelfoto: Adobe Stock polack - stock.adobe.com

Amok i bus: Granvoksen mand tæskede 12-årig dreng

32-årig mand fik dom i tilståelsessag for vold i 500S fra Farum

Af
Jens Berg Thomsen

dom Halsgreb, to slag med flad hånd, et knytnnævesalg på benet, to gange greb mod kæben og en rusketur i jakken. En blot 12-årig dreng fik sig en hård medfart tilbage i november 2018 på en bustur imellem Farum Midtpunkt og Birkerød Station med linje 500S. Forleden fik en i dag 32-årig mand så en betinget voldsdom for episoden i Retten i Lyngby.

En mand, der lagde sig imellem, fik smadret sine briller, står der i dommen. Den i dag 32-årige truede efterfølgende den 12-årige med, at han ville "fucking stabbe" ham, hvis han stod af bussen samtidig.

"Du skal være glad for, at der er kamera i bussen, ellers havde jeg stabbet dig," lød truslen også.

Den 32-årige havde erkendt tiltalen på vold og trusler på forhånd, og sagen blev kørt som en tilståelsessag. Manden forklarede, at han havde forsøgt at sove i bussen, men at den 12-årige havde larmet, og så havde det "slået klik". Han havde tilstået blankt, så den 12-årige kunne slippe for at komme i retten, står der i dommen. Den 32-årige fortalte, at han havde haft et misbrug på tidspunktet for episoden, men at han i dag var i job. Den overvejelse - at mandens personlige forhold havde ændret sig meget - tog retten med, da dommen blev givet, står der også.

Straffen lød på tre måneders betinget fængsel med et års prøve og 80 timers samfundstjeneste. Manden, der lagde sig imellem den 32-årige og den 12-årige, får erstattet sine briller.

En eventuel erstatning til den 12-årige bliver der taget stilling til i en ny retssag, står der i dommen.

Publiceret 12 December 2019 18:00