Arkivfoto

Arkivfoto

Cyklist kørt ned: Flugtbilist efterlyses

Politiet leder efter bilisten, som fredag aften ved 18.45-tiden påkørte en cyklist på Vejlevej i Kolding. Det oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, John Skøtt, til Lokalavisen.dk.

Cyklisten blev ramt ved krydset mellem Vejlevej og Nordre Ringvej, da bilen ville foretage et højresving. Efterfølgende kørte bilen blot videre uden at bilisten gav sig til kende.

Der skete heldigvis ikke noget alvorligt med cyklisten, Lasse Larsen, som Lokalavisen.dk har været i kontakt med. Han fortæller dog, at han - udover at være chokeret - er hårdt forslået mange steder på kroppen og lider af muskelblødninger.

Han siger samtidig, at det eneste han kan huske fra påkørslen er, at han når at se, at personen bag rattet sidder og skriver på sin telefon, samtidig med at han kører. Han kan hverken huske mærke eller farve på bilen. Han husker dog også, at bilisten gassede op, da han stak af fra stedet.

Politiet har altså desværre ikke noget brugbart signalement af flugtbilisten eller bilen, men håber der er nogen, som har været vidner til uheldet. Kontakt Sydøstjyllands Politi på telefon 1-1-4.

jn

Publiceret 14 December 2019 00:00