Foto: Ritzau/Scanpix

Foto: Ritzau/Scanpix Scanpix Denmark

Uendelig tragedie: Topchefen er død - kun 49 år gammel

Peter Gjørup tabte til kræften og sov stille ind omgivet af sin nærmeste familie

"Peter Gjørup, tidligere administrerende direktør i TOP-TOY, afgik ved døden 8. december i en alder af 49 år. Han sov ind omgivet af sin nærmeste familie, og selvom kroppen tabte kampen til kræften, var han til det sidste nærværende og engageret i sine omgivelser."

Sådan lyder det i et mindeord fra familien, som Roskilde Avis bringer:

"For Peter Gjørup var det forretnings- og familiemæssige tæt forbundet som tredje generation i den familieskabte TOP-TOY-koncern. Peter startede i virksomhedens IT-afdeling i 1992 og varetog gennem årene en række poster som f.eks. IT- og logistikdirektør. I perioden fra 2009 og frem til familien solgte TOP-TOY i 2016, var Peter administrerende direktør.

TOP-TOY voksede fra én Fætter BR-butik i Roskilde til mere end 300 butikker i Nordeuropa under familiens 50-årige ejerskab, og Peter var med til at modernisere virksomheden bl.a. gennem digitale satsninger og nytænkning af IT-systemer og processer.

Peter var et naturtalent inden for computere og programmering. Som 11-årig solgte han sit første computerspil, og inden han blev 14 år, havde han udviklet mere end ti spil, der var solgt i over 50.000 eksemplarer.

Peter var selv et stort familiemenneske; den nære bestående af Peters hustru Susanne Gjørup og deres tre børn, samt hans forældre og storebror. Ligesom Peter havde tætte relationer til øvrige familiemedlemmer, der for manges vedkommende havde deres daglige gang hos TOP-TOY gennem årene.

Den omsorg, Peter viste familien, gjaldt også de mange ansatte hos TOP-TOY. Peter udviste en særlig evne til at være nærværende, imødekommende og få folk til at føle sig godt tilpas.

Familieånden og ordentligheden var nøgleværdier for Peter, der også rakte ud til de ansatte i butikkerne og på indkøbskontoret i Hong Kong.

Efter salget af TOP-TOY brugte Peter mere tid på familien, hvor den årlige skiferie var et af højdepunkterne. Peter tog en stor interesse i sine børn og deltog aktivt i skole- og fritidsinteresser. Hans ønske var, at de i alt, hvad de foretog sig, skulle gøre deres bedste og udvise gåpåmod - så skulle resten nok komme af sig selv. Ud over familien og børnene interesserede Peter sig også meget for musik, hvor han fandt en særlig ro.

Sammen med Susanne investerede Peter de seneste år i virksomheder med en stærk social profil. Selvom kræften svækkede Peter til sidst, stoppede han ikke sit erhvervsmæssige engagement, og ganske få uger før sin død investerede han og Susanne i endnu en social ansvarlig virksomhed.

Peter vil ikke kun blive savnet i Danmark men også uden for landets grænser, hvor han havde et stort netværk både i og uden for legetøjsbranchen.

Peter blev bisat ved en privat ceremoni fra Himmelev Kirke 17. december med deltagelse af familien, nære venner og tætte kollegaer.

Ære være Peters fantastiske minde.

Familien."

Publiceret 18 December 2019 10:12