Foto: Local Eyes

Foto: Local Eyes

Chokerende dødsulykke: Mand løb ud foran bil på motorvejen

En mand er lørdag omkring klokken 17.30 afgået ved døden, efter han blev påkørt af en bil i fuld fart på Herningmotorvejen ved Galten i retning mod Aarhus. Det oplyser Sydøstjyllands Politi på twitter.

"En kvinde ringer og fortæller, at en mand er løbet ud foran hendes bil, da hun kører på motorvejen. Hun kan ikke nå at undvige og rammer ham med skønsmæssigt omkring 100-110 kilometer i timen. Han er afgået ved døden på stedet," siger vagtchef Jesper Duus ved Sydøstjyllands Politi til Ritzau.

Den kvindelige bilist, som ramte manden, er ifølge B.T. uskadt. Hun er dog voldsomt chokeret.

Dødsulykken gav i de efterfølgende timer en del trafikale problemer i området, da man ledte al trafik af ved Galten for at få den udenom ulykkesstedet. Ved Afkørsel 22, Skovby, kunne man komme tilbage på motorvejen.

Motorvejen blev meldt genåbnet kort før klokken 20.

Se flere fotos og videoer på localeyes.dk.

jn

Publiceret 28 December 2019 22:29