Arkivfoto.

Arkivfoto.

Uendelig tragedie: Patricia er død - hun blev kun 26 år

Realitydeltageren Julie Lieberkind mistede sin storesøster i tragisk uheld

Julen skulle have været en hyggetid for realitydeltageren Julie Lieberkind - der har medvirket i blandt andet tv-programmerne 'Paradise Hotel' og 'Divaer i Junglen' - og hendes familie. I stedet endte den i en dyb tragedie.

Hendes storesøster Patricia, der led af sygdommen ALS, fik hjertestop lillejuleaften - og blot seks dage senere sov hun ind, skriver B.T.

Selv skriver Julie Lieberkind i et opslag på Facebook:

'Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal tænke eller gøre. 26 år, hvor er det bare uretfærdigt. Du havde så meget mod på livet og en hel masse viljestyrke. Jeg kan ikke forstå, du ikke er hos mig mere, det er så hjerteskærende,' skriver hun i opslaget.

Den 29. december klokken 20.20 døde Julies storesøster Patricia i en alder af 26 år. Patricia led af sygdommen ALS, som gik i udbrud hos hende, da hun var 19 år gammel. Hun var lam i kroppen og trak vejret gennem en maskerespirator, skriver realityportalen.dk.

Den 23. december under en handletur opstod et uheld, og derfor var det ikke sygdommen, der blev den direkte årsag til døden.

"Hun var med min stedmor og stedmormor ude for at ordne nogle indkøb, og mens de smutter ind i Netto for at købe nogle småting, så venter Patricia alene i bilen. Det tog jo ikke mere end et øjeblik. Men slangen er så røget af respiratoren. Og så er hun gået i panik," fortæller Julie Lieberkind.

Patricia fik et hjertestop i bilen og blev så svært hjerneskadet, at lægerne ikke kunne redde hende.

"Det mest forfærdelige er jo, at det ikke er sygdommen, som tog hende fra os. Det gjorde hjertestoppet, siger Julie Lieberkind til realityportalen.dk.

ALS er en fremadskridende nervesygdom, der rammer de motoriske nerver i hjerne, hjernestamme og rygmarv. Sygdommen kan ikke helbredes og er dødelig med en gennemsnitlig levetid på tre år, men nogle lever med sygdommen i mellem 10 og 15 år.

Publiceret 31 December 2019 10:56