Fotos: Københavns Politi

Fotos: Københavns Politi

Som sunket i jorden på 8. døgn: Vidne så firehjulstrækker foran huset omkring hans forsvinden

Københavns Politi efterlyser fortsat 56-årige Ragnar Haug fra Brønshøj

Af
Jacob Nielsen

Det er fortsat et stort mysterium, hvad der blev af 56-årige Ragnar Haug, som ikke er set siden han forlod sin bopæl på Boserupvej i Brønshøj torsdag aften den 26. december omkring klokken 18.15.

Københavns Politi opfordrer nu beboere på Boserupvej og nærliggende veje i Brønshøj til at kigge efter Ragnar, særligt i haver, garager, skure, kælderskakter og lignende.

Politiet er i besiddelse af hans mobiltelefon, pung og andre personlige ejendele, som blev fundet efterladt på bopælen.

Den følgende morgen, den 27. december klokken cirka 07.30, bemærkede et vidne en koksgrå firehjulstrækker foran familiens bopæl. Oplysninger om denne bil, andre biler eller personer, som er set på Boserupvej den 26. eller 27. december, vil politiet meget gerne have informationer om.

Politiet har, siden man første gang efterlyste Ragner, undersøgt området omkring familiens hus med politihunde, ligesom et nærliggende vandområde er blevet undersøgt med dykkere.

Ragnar Haug beskrives som: Cirka 185 cm. høj, spinkel af bygning, gråt, kort hår. Han taler dansk med norsk accent. Er muligvis iført en blå jakke af mærket Peak Performance.

Har du oplysninger til sagen, bedes du kontakte til Københavns Politi på telefon 1-1-4.

Publiceret 03 January 2020 15:36