Arkivfoto.

Arkivfoto.

Forfærdelig tragedie: Tilfældig kvinde brutalt overfaldet - nu er hun død

Ældre dame død få dage efter overfald - politiet undersøger, om der er en sammenhæng

Den 95-årige Erna Dalgaard fra Snedsted døde den 9. januar. Hun blev ifølge Lokalpolitiet i Thisted udsat for et fuldstændig tilfældigt overfald, da en 48-årig mand lørdag aften 4. januar ringede på hendes dør på Hovedgaden i Snedsted. At hun er afgået ved døden, fremgår af en dødsannonce i NORDJYSKE Stiftstidende i dag, den 14. januar, skriver Nordjyske.dk.

Da Erna Dalgaard åbnede døren 4. januar, slog manden hende hårdt i ansigtet, så hun fik et blåt øje og faldt og slog sin hofte.

"Vi arbejder i øjeblikket på sagen, og vi undersøger, om der er en årsagssammenhæng," siger politikommissær Jørgen Jensen fra Lokalpolitiet i Thisted til Nordjyske.dk.

Politiet ønsker ikke at komme med yderligere oplysninger, før de har set obduktionsrapporten.

Den pågældende lørdag aften havde den 48-årige mand en times tid forinden været i kontakt med politiet, da han ankom til Snedsted i en taxa sammen med en kvinde. Han skubbede til kvinden og slog hende i ryggen. En politipatrulje kom til stede og sigtede manden efter ordensbekendtgørelsen.

Manden har derefter tilsyneladende ladet sin vrede gå ud over den 95-årige kvinde, som han ifølge politiet ikke kendte i forvejen.

Publiceret 14 January 2020 13:23