Øxenholt Foto.

Øxenholt Foto.

Derfor var politiet i kæmpe aktion i nat: 14 personer anholdt

14 anholdt i sag om frihedsberøvelse

Østjyllands Politi har i nat og i samarbejde med Sydøstjyllands Politi anholdt 14 personer, der sigtes for ulovlig frihedsberøvelse. De fremstilles alle i grundlovsforhør i Retten i Aarhus klokken 16.00, oplyser Østjyllands Politi.

Østjyllands Politi blev sent onsdag aften i det vestlige Aarhus opmærksom på, at et større antal gerningsmænd var i færd med at foretage ulovlig frihedsberøvelser af flere personer i området. Flere køretøjer og personer opholdt sig i området, og da politiet kørte frem mod køretøjerne opstod der en situation, hvor der - efter en kort biljagt - blev standset et køretøj, og fire personer med tilknytning til sagen blev anholdt.

De øvrige tre biler kørte fra stedet, men blev senere, i en koordineret indsats med Sydøstjyllands Politi, bragt til standsning på E45 ved Vejle - det medførte en kortvarig lukning af motorvejen. I den forbindelse blev yderligere ti personer anholdt. Anholdelserne foregik forholdsvist udramatisk,oplyser politiet. I to køretøjer fandt politiet to mænd, der befandt sig i bilerne imod deres vilje.

"På nuværende tidspunkt er det politiets opfattelse, at der er tale om en isoleret hændelse mellem to bandegrupperinger, og at det bunder i en personlig strid," siger politiinspektør Michael Kjeldgaard.

De 14 anholdte er alle mænd i alderen fra 19 til 33 år.

Anklagemyndigheden vil ved grundlovsforhøret anmode om dørlukning, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

Publiceret 16 January 2020 11:46