Screenshot af overvågningsvideoen, der er offentliggjort på Facebook.

Screenshot af overvågningsvideoen, der er offentliggjort på Facebook.

Rasende og frustreret butiksejer offentliggør - igen - video af tyve: "Velkommen på Facebook!"

Ejer af tøjbutik og bilhandel er ligeglad med, om han får bøde for at bryde persondataloven

Henrik Thomsen finder sig ikke i butikstyveri, og han nægter at vente på politiets eventuelle opklaring.

Han har derimod et princip om, at videomateriale af butikstyve bliver offentliggjort, og det princip har han endnu en gang efterlevet.

Henrik Thomsen ejer Globus Biler og tøjbutikken Laura Thomsen Luxury i Silkeborg, og der er fra sidstnævnte, at han nu har offentliggjort en video på Facebook af to unge formodede butikstyve, efter der fra butikken blev stjålet en jakke til en værdi af 6.000 kroner.

Videoen viser to unge mænd i butikken, close-up af deres ansigter, og at de angiveligt løber væk fra butikken.

I opslaget udlover han samtidig en dusør på 5.000 kroner for oplysninger, der fører til anholdelse.

"Vi har prøvet det før, alt for mange gange. Vi finder os ikke i det! VELKOMMEN PÅ FACEBOOK," skriver erhvervsmanden på Facebook.

At offentliggøre den slags videoer er i strid med persondataloven og kan koste en klækkelig bøde, men det er Henrik Thomsen fuldt ud bevidst om.

Tilbage i november 2018 delte han nemlig overvågningsbilleder efter et tyveri af jakker for 250.000 kroner, og dengang fortalte han til TV MidtVest, at han ville gøre det igen.

Og det har han altså nu gjort.

"Så længe tyvene fortsætter, så fortsætter jeg også. Jeg har meldt klart ud, at hvis man stjæler fra vores butik, så bliver man offentliggjort som en tyveknægt på Facebook. Jeg mener, at det har en præventiv effekt, at folk ved det," siger han efter den nye offentliggørelse til TV MidtVest og fastslår, at han glædeligt betaler en bøde.

Henrik Thomsen mener, at loven skal ændres, så butiksindehavere får lov til at offentliggøre den slags videoer.

dp

Publiceret 19 January 2020 10:40