Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Mand amok i toget: Tæskede mand, kvinde og dreng

En 45-årig mand fra Slagelse blev søndag eftermiddag ved 14-tiden anholdt for vold, efter han havde slået tre personer med knytnæveslag i toget på vej fra Slagelse til Ringsted. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Manden havde først antastet en 16-årig dreng på Slagelse Station og bedt ham om penge, hvilket han dog ikke fik.

Drengen tog efterfølgende toget sammen med nogle venner, og pludselig satte den 45-årige sig tæt på og bad igen om penge, hvilket alle fra gruppen afviste. Den 16-årige blev nu tiltalt i nedladende vendinger og fik et knytnæveslag i ansigtet med en mindre flænger på læberne til følge.

To DSB-ansatte - en 44-årig kvinde og en 43-årig mand - kom til stede i toget, og de fik samme behandling som den 16-årige. Herefter blev politiet tilkaldt og manden blev anholdt på Ringsted Station og sigtet for vold mod den 16-årige dreng og de to DSB-ansatte.

Efter afhøring blev den anholdte anbragt i et arresthus for overnatning, da Anklagemyndigheden vil fremstille ham i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling i løbet af mandagen, fordi han i forvejen har flere verserende sager om vold og trussel om vold.

jn

Publiceret 20 January 2020 12:33