Voldsmand efterlyses for brutalt overfald på kvinde: Kan du genkende manden i denne video?

Kort efter den værste røg havde lagt sig efter fyrværkeriet nytårsnat, blev en kvinde overfaldet på Nytorv i Aalborg. Nu efterlyser Nordjyllands Politi gerningsmanden.

Man har nemlig brug for offentlighedens hjælp til at fastslå identiteten på manden, som begik det voldsomme overfald nytårsnat omkring klokken 01.30.

Det var en kort meningsudveksling, der udviklede sig voldeligt. Kvinden blev blandt andet skubbet omkuld og efterfølgende tildelt flere slag i ansigtet.

”Under overfaldet bliver forurettede tildelt et voldsomt skub, så hun vælter ned på stenbelægningen, hvorefter manden knæler ned over hende og tildeler hende tre kraftige knytnæveslag i hovedet. Vores efterforskning har indtil videre ikke medført, at vi har kunnet fastlægge identiteten på denne mand. Men vi er i besiddelse af en video, som viser overfaldets voldsomhed, og her fremstår han tydeligt,” forklarer politikommissær Kenneth Rodam, Nordjyllands Politi.

Derfor offentliggør politiet nu videosekvensen øverst i artiklen af pågældende mand, der forlader stedet efter hændelsen.

Den formodede gerningsmand beskrives som følger:

  • Mand
  • 25-30 år
  • 180-185 cm høj
  • Kraftig kropsbygning
  • Lys hud og mørkt hår
  • Dansk af udseende
  • Iført sorte jeans, kondisko med hvide såler, en sort jakke og sort opknappet skjorte samt en sort bowlerhat

Mener du at vide, hvem manden er, eller har du andre oplysninger af relevans for sagen, så kontakt Nordjyllands Politi på tlf. 114.

jn

Publiceret 20 January 2020 09:14