Marc står frem efter anholdelse for knivstikkeri: "Jeg kan mærke, at folk de snakker"

I fire timer sad Marc Nökel i sit eget hjem med håndjern på, uden han vidste, hvad han var anholdt for. Nu fortæller han sin historie til Adresseavisen Syddjurs, fordi han frygter, at folk dømmer ham for noget, han ikke har gjort

Af
Katharina Andersen

Tirstrup Tidligt fredag morgen blev Marc Nökel vækket i sit soveværelse af adskillige politibetjente. Klokken var seks, det var mørkt, og han fik håndjern på og måtte ellers vente i adskillige timer, før nogen ville fortælle ham, hvad han var anholdt for.

"Det er en meget voldsom oplevelse, når du bliver vækket i dit eget hjem og bliver anholdt for noget, du ikke ved, hvad handler om," fortæller Marc Nökel, der er formand for borgerforeningen i Tirstrup.

Sagen drejer sig om en 21-årig mand, der i forrige uge var udsat for et knivstikkeri. En hændelse, der senere førte til tre anholdte, her i blandt Marc Nökel, der altså nu fortæller sin version af sagen for at komme rygterne til livs.

"Det er jo en lille by, og alle har jo set alle de her politibiler ude foran mit hus. Jeg kan mærke, at folk de snakker, og det er vigtigt for mig at slå fast, at jeg ikke har en del i det her," lyder det fra Marc Nökel.

Lejer også anholdt

I Marc Nökels hus i Tirstrup bor også en lejer. Han havde aftenen forinden en kammerat på besøg, og de blev begge anholdt den morgen sammen med Marc Nökel.

"Jeg kender ham ikke så godt, og jeg ved, at han ikke er her fra byen," forklarer han om episoden, der altså har været noget af en forskrækkelse for formanden, der også har en pølsevogn i byen.

Han ærgrer sig over den måde, sagen bliver beskrevet på i medierne.

Jeg bed mærke i, at sagen blev beskrevet i mange medier, og der stod, at flere var anholdte. Men der blev ikke skrevet, at vi altså også blev løsladt igen," siger han, og han undrer sig særligt over politiets arbejde i hans hus.

"Det var, som om mit hus blev anvendt som kommandocentral, og det er ret grænseoverskridende" fortæller han.

Områder afspærres

Hos Østjyllands Politi kan man ikke kommentere på den konkrete sag, fordi den stadig efterforskes, men der er alligevel nogle retningslinjer for politiets arbejde.

”Når politiet kommer ud til et muligt gerningssted i forbindelse med en anmeldelse om alvorlig personfarlig kriminalitet, og der befinder sig flere personer på stedet, så kan de ske, at betjentene anholder alle tilstedeværende personer, indtil det er blevet afklaret, om de har noget med sagen at gøre. Det forsøger betjentene selvfølgelig hurtigst muligt at finde ud af, så eventuelle uskyldige personer ikke skal være tilbageholdt længere tid end højst nødvendigt," siger vicepolitiinspektør René Raffo og tilføjer:

"Har politiet mistanke om, at et bestemt hus eller område kan have været et gerningssted for en alvorlig forbrydelse, så bliver huset eller området afspærret, indtil politiets efterforskere og teknikere er færdige med alle undersøgelser på stedet. Det kan godt tage tid at indsamle alle de tekniske spor, men vi forsøger altid at gøre det så hurtigt som muligt, så stedet kan frigives til de personer, der råder over det.”

Der er ikke yderligere oplysninger om de anholdte eller motivet for overfaldet.

Publiceret 22 January 2020 11:08