Arkivfoto

Arkivfoto

Unge kvinder redder mand fra druknedøden i iskoldt havnebassin: Kom tilfældigt forbi

En 21-årig mand kan takke de højere magter for, at han i dag stadig er i live, efter han natten til fredag ved 03-tiden faldt i det iskolde vand ud for fabriksbygningerne ved den tidligere spritfabrik i Aalborg. Det skriver nordjyske.dk.

En endnu større tak skal han dog sende til to unge kvinder, som hørte den 21-årige ligge og kæmpe i vandet, da de tilfældigt passerede. De handlede snarrådigt og fik sammen reddet manden op på kajen.

"Han var meget afkølet og måtte have adskillige tæpper om sig for at få lidt farve i kinderne igen. Han blev kørt på Aalborg Universitetshospital til et tjek. Så underafkølet som han var kunne han nemt være gået i krampe og så ville han formentlig være blevet trukket ned under vandet og druknet," siger vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi til nordjyske.dk.

Den unge mand, som var beruset, erindrer ikke, hvordan han faldt i vandet, oplyser politiet.

jn

Publiceret 24 January 2020 00:00