Foto: Politiet.

Foto: Politiet.

Sporløst forsvundet: Valgte hun døden i det iskolde hav?

Den 23-årige Karen Kubel Roligheds forsvinden på færge er stadg et stort mysterium

Hvorfor og hvordan forsvandt den 23-årige Karen Kubel Rolighed fra Vestjylland på Bornholmerfærgen i søndags?

Det er det spørgsmål, alle stiller sig selv, og i dag, torsdag, er politiet i gang med at undersøge og finkæmme den færge, som Karen forsvandt fra - kvadratmeter for kvadratmeter.

Karen Kubel Rolighed blev fotograferet af overvågningskameraet ved ombordstigningen på færgen søndag. Men da færgen nåede i havn i Køge, var Karen Kubel Rolighed væk. Eneste spor efter hende var en mulepose med hendes tændte mobiltelefon, computer og et par sko.

"Vi ved med sikkerhed, at hun er steget om bord på færgen, men vi kan ikke se hende på det videomateriale, vi har. Vi har ingen teori. Vi frygter det værste, men lige nu holder vi alle muligheder åbne" siger Jesper Lund fra Bornholms Politi til B.T.

Karen Kubel Rolighed beskrives som mellem 155 til 160 centimeter høj og kraftig af bygning.

Hun har brunt, mellemlangt hår og var iført en mørk striktrøje med firkantede lapper på ærmerne og noget hvidt på brystet, og hun havde hvide bukser på med sort mønster, da hun var med færgen. Hun havde også en stor, rød vandrerygsæk med sig.

Eventuelle oplysninger om den forsvundne kvinde kan gives til Bornholms Politi på telefon 114.

Publiceret 30 January 2020 12:09