Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Danmarksserieklub i dialog med Bendtner: Lokker med god madordning

Er Nicklas Bendtners fodboldkarriere slut efter opholdet i FC København, eller er der endnu et eventyr i vente til den 32-årige angriber?

Står det til Danmarksserieklubben Ishøj IF, som går under kælenavnet "Danmarks Real Madrid", så skal Bendtner til Vestegnen og hjælpe den ambitiøse klub, som er lykkedes med at tiltrække store navne og dygtige spillere, selvom de ikke har en stor løncheck at tilbyde. Det skriver netmediet ronaldo.com, som skriver om dansk og international fodbold.

Mediet har talt med Ishøj IF’s sportschef, Murat Kutuk, som bekræfter, at han har haft samtaler med Nicklas Bendtner om et skifte.

"Jeg har været i dialog med Bendtner. Jeg ringede til ham og snakkede kort med ham. Han gav mig sin agents telefonnummer, og så bliver næste skridt, at vi tager fat i hans agent og får en sludder med ham for at finde ud af, om han har lyst til at spille," siger Murat Kutuk til ronaldo.com.

Sidste sommer hentede klubben en anden tidligere landsholdsangriber, Nicki Bille, som dog ikke fik den store succes i klubben. Derudover har man hvervet den tidligere Superliga-spiller i AGF, Viborg og FC Vestsjælland, Osama Akharraz, samt anføreren for det danske vikarlandshold i kampen mod Slovakiet, Christian Offenberg.

Der er ifølge sportschef, Murat Kutuk, flere grunde til, at Ishøj IF kan tiltrække de, for Danmarksserien, store navne:

"Vi har et rigtigt godt setup til vores spillere. Vi har en madordning, der gør, at de får mad, hver gang de har trænet. Så er konerne fri for at lave mad til dem derhjemme. Det er de glade for. Det vigtigste er nok vores setup. Vi har som nævnt at gøre med flere spillere, der tidligere har været professionelle. Der er ikke den store forskel fra det og til, når de kommer her. Udover lønnen leverer vi alt næsten på samme niveau. Og det skal vi for at trække de her spillere til. Når vi viser nye spillere rundt er det lidt ligesom på Bernabeu. Det kan godt være, at vi ikke er professionelle, men vi tænker professionelt. Vi har alt på nær lønnen til spillerne," siger Murat Kutuk til ronaldo.com.

Om den gode madordning og Ishøj-setuppet kan friste Nicklas Bendtner, må tiden vise.

jn

Publiceret 04 February 2020 11:46