Arkivfoto

Arkivfoto

Topfigurer i kriminelt netværk anholdt: Sådan svindlede de danskere over telefonen

To 21-årige mænd er anholdt for omfattende og groft bedrageri og databedrageri. De mistænktes for at være topfigurer i et kriminelt netværk, der udgiver sig for at ringe fra Skattestyrelsen.

Efter en omfattende efterforskning er to mænd på 21 år blevet anholdt for en lang række bedrageri- og databedrageriforhold. De to er sigtet for at have stået i spidsen for et netværk, der igennem en periode systematisk har kontaktet borgere og udgivet sig for at være fra Skattestyrelsen. Mændene har forklaret borgerne, at de skulle have penge tilbage i skat, og på den måde har de franarret personlige oplysninger som NemID og kodeord.

"Disse unge mænd har sat deres bedrageri i system og har på det groveste udnyttet borgere på den mest usympatiske facon," siger politikommissær Ove Randrup fra Afdelingen fra økonomisk kriminalitet ved Københavns Politi.

Han advarer alle borgere om ikke at udlevere personlige oplysninger over telefonen.

"Selvom disse mennesker kan virke både troværdige og professionelle i telefonen, så skal man altid huske på, at myndigheder aldrig ville ringe og bede om personlige oplysninger gennem en telefonopringning. Det er derfor vigtigt, at man ikke udleverer nogle informationer, hvis man bliver ringet op på denne måde," siger Ove Randrup.

Efterforskningen fortsætter og politiet afviser ikke, at der kan komme flere anholdelser.

De to mænd blev onsdag varetægtsfængslet i 27 dage.

jn

Publiceret 06 February 2020 10:04