Arkiv/Modelfoto.

Arkiv/Modelfoto.

To rumænere stjal med arme og ben: Det her skulle de aldrig have gjort

To rumænske mænd brød ind i et byggemarked i Hune og stjal dyrt værktøj. Få dage efter klappede fælden.

Indbruddet skete mellem lørdag den 1. februar og mandag den 3. februar, hvor gerningsmænd brød ind i et byggecenter i Hune i Vendsyssel.

"De kom ind ved at knuse et tagvindue til byggecentret, hvorfra der blev stjålet håndværktøj til en værdi af 100.000-150.000 kr.," siger den ansvarlige for efterforskningen i Nordjyllands Politi, politikommissær Lene Madsen.

Hun oplyser, at den efterforskning, som politiet straks indledte førte dem frem til en mindre by i Skive-området. Og politiet foretog onsdag den 5. februar ransagning af en lejlighed, hvor det viste sig, at kosterne fra indbruddet i Hune befandt sig.

"I lejligheden foretog vores kolleger anholdelse af to mænd fra Rumænien," siger Lene Madsen, der tilføjer, at politiet i forbindelse med efterforskningen blev opmærksom på et grønt område nær gerningsstedet, hvor tyvekosterne indledningsvist blev gemt.

"Og derfra blev kosterne fragtet væk i en bil af de formodede gerningsmænd," siger Lene Madsen, og hun benytter også lejligheden til at udtrykke tilfredshed med det gode samarbejde mellem politikredsene, som resulterede i en hurtig anholdelse af to mistænkte for indbruds-kriminalitet.

Begge de rumænske mænd på 47 og 32 år blev fremstillet i et grundlovsforhør 6. februar 2020 i Retten i Hjørring, hvor de blev varetægtsfængslet i tre uger.

Publiceret 07 February 2020 08:41