Arkivfoto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Arkivfoto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix Scanpix Denmark

Blæsten tager til: Campingvogn væltet på bro

Af
Jacob Nielsen

DMI har varslet op til stormende kuling med vindstød af storm eller måske orkanstyrke i løbet af søndagen, og noget tyder på, at blæsevejret så småt er begyndt at tage til flere steder i landet.

Således fraråder Vejdirektoratet nu al kørsel med vindfølsomme køretøjer på flere af landets store broer blandt andet Øresundsbroen, Lillebæltsbroen, Sallingsundbroen, Storebæltsbroen og den nye bro, Kronprinsesse Marys Bro, ved Frederikssund.

På Lillebæltsbroen fra Middelfart mod Odense er det allerede gået galt. Her er en campingvogn væltet om på siden i det hårde vind. Kun ét spor er farbart, mens politi og redningsmandskab er i gang med oprydningsarbejdet, som tidligst forventes afsluttet klokken 11.

I Gudsø Vig, nord for Kolding, er et træ væltet på grund af blæsevejret, og vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi oplyser til Lokalavisen.dk, at man fra politiets side holder et skarpt øje med vejrsituationen.

Banedanmark oplyser, at man på enkelte strækninger må forvente længere køretider, da man kører med nedsat hastighed på grunden af vejret. Samtidig har man indkaldt ekstra personale til rydde op, hvis der skulle vælte træer.

Publiceret 09 February 2020 10:55