Arkivfoto.

Arkivfoto.

Chefen er død, brutalt revet væk: Søren blev blot 44 år

Søren Rosenlund Christensen, ansvarshavende chefredaktør for Nordjyske Medier, blev kørt ned bagfra på cykeltur.

NORDJYSKE Medier mistede fredag aften sit journalistiske fyrtårn - Søren Rosenlund Christensen, 44 år og ansvarshavende chefredaktør fra september 2019.

På den korte tid nåede han at sætte retning for mediehuset og præsentere sin journalistiske vision.

Det skriver Nordjyske.dk i et mindeord for chefredaktøren, som døde efter en trafikulykke.

Meddelelsen om hans død kom fredag aften.

Søren Christensen tog en tur på sin racercykel onsdag efter arbejde - og blev påkørt bagfra af en bil.

Torsdag blev han i første omgang udskrevet fra Aalborg Universitetshospital, men en infektion i et sår, som han havde pådraget sig ved uheldet, gjorde, at han fredag blev indlagt igen. Da hans tilstand forværredes i løbet af fredagen, besluttede lægerne, at han skulle overføres med helikopter til Rigshospitalet, der er eksperter i behandlingen af infektioner. I helikopteren afgik Søren Christensen ved døden, skriver Nordjyske.dk.

"Vi tager ansvar for Nordjylland," sagde han. "Vagthunden skal både kunne bide og logre med halen."

Mandag mødes medarbejderne til en mindehøjtidelighed i bladhuset, mens bisættelsen vil foregå på fredag på hjemegnen i Sønderjylland, skriver Nordjyske.dk.

Publiceret 10 February 2020 10:21