Arkivfoto.

Skudt mand: Fundet begravet under terrasse

50-årig mand er tiltalt for manddrab og besiddelse af mindst 16 kilo amfetamin

I løbet af otte til ni retsdage skal Retten i Helsingør finde frem til, om en 50-årig mand skal kendes skyldig i drabet på den 52-årige Lars Halvor Hermansen.

Den 50-årige er i sagen tiltalt i flere forhold: Ud over manddrab er han blandt andet anklaget for at have været i besiddelse af mindst 16 kilo amfetamin, skriver Ritzau.

Ifølge anklageskriftet fandt drabet sted 18. september 2018.

Den tiltalte er anklaget for at have skudt Lars Halvor Hermansen med et haglgevær og derefter at have begravet liget under terrassen på en landejendom i Helsinge.

Herefter er der blevet fyldt jord på og støbt et lag af beton.

Til sidst anlagde han et bålsted over den placering, hvor liget var begravet, lyder anklagen.

Politiet formåede dog 28. oktober 2018 at finde frem til liget på stedet, hvor det lå begravet.

Hvordan relationen mellem tiltalte og dræbte egentlig hang sammen, forventes at blive udfoldet i løbet af retssagen, skriver Ritzau..

Publiceret 18 February 2020 09:40