Arkivfoto.

Arkivfoto.

En familie mistede det dyrebareste: Hvem har ansvaret for 2-årige Maltes tragiske død

Den lille dreng druknede på tur med sin vuggestue

En familie mistede det umistelige, det dyrebareste, da 2-årige Malte druknede på en skæbnesvanger tur med sin vuggestue i oktober - han druknede i et vandhul i Mørkøv på Sjælland.

Men hvem har ansvaret for den tragiske ulykke? Og er der overhovedet et ansvar at placere?

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser til dagbladet Nordvestnyt torsdag, at sagen lige nu ligger hos juristerne i anklagemyndigheden.

Her skal man på baggrund af politiets undersøgelser af omstændighederne omkring drukneulykken den 10. oktober vurdere, om der er grundlag for at rejse straffesag mod nogen for at have overtrådt lovgivning i forbindelse med ulykken.

"Politiet er færdige med undersøgelserne og afhøringerne i sagen. Her indgår også den rapport, som Arbejdstilsynet har lavet efter ulykken. Det er en dybt tragisk sag og alle vil gerne have en afklaring hurtigst muligt, men jeg kan ikke sige, hvornår anklagemyndigheden er klar med sin vurdering," siger Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi ifølge Sn.dk.

Han understreger, at ingen er sigtet i sagen - hverken enkeltpersoner eller drengens daginstitution.

Publiceret 20 February 2020 14:00