Modelfoto af LEGO-figur. (Foto: Bax Lindhardt/Scanpix 2020)

Modelfoto af LEGO-figur. (Foto: Bax Lindhardt/Scanpix 2020) Scanpix Denmark

Manden, der skabte Lego-figuren, er død af frygtet sygdom

Legodesigneren Jens Nygaard Knudsen, der skabte den karakteristiske Lego-minifigur, er død. Det oplyser hans hustru, Marianne Nygaard Knudsen, til TV2. Han blev 78 år, skriver Ritzau.

Legoskaberen sov ifølge TV2 stille ind på Anker Fjord Hospice 19. februar. Han led af sygdommen ALS.

Det var i 1970'erne, at Jens Nygaard Knudsen skabte Lego-figuren med det lille runde, gule hoved.

Ifølge en biografitekst på Legos hjemmeside havde Jens Nygaard Knudsen tegnet i alt 50 oplæg til, hvordan plastikfiguren skulle ske ud.

Figuren skulle være gul, så hudfarven var racemæssigt neutral.

"Han var idéernes mand. Figuren blev til, fordi der skulle liv i husene. Dengang var Legos huse jo tomme, men så tegnede han altså den her mand, "siger Marianne Nygaard Knudsen til TV2.

Han efterlader sig hustru, tre børn, to børnebørn - og over otte milliarder plastikmennesker fyldt med liv fra børns fantasier.

ALS (amyotrofisk lateral sklerose) er en fremadskridende nervesygdom, der rammer de motoriske nerver i hjerne, hjernestamme og rygmarv. Sygdommen kan ikke helbredes og er dødelig med en gennemsnitlig levetid på tre år, men kan forløbe over 10-15 år. Årsagen er ukendt, men nogle få procent af tilfældene er arvelige.

Publiceret 22 February 2020 16:30