Arkivfoto

Arkivfoto

Forsøgte at voldtage ekskonen, mens fælles datter lå syg i rum ved siden af

En 49-årig mand er ved Retten i Aarhus blevet idømt 1½ års fængsel for forsøg på voldtægt af sin ekskone

Det var ord mod ord, da en sag mod en 49-årig mand mandag skulle afgøres ved Retten i Aarhus.

Manden var tiltalt for at have forsøgt at voldtage sin 24-årige ekskone natten til den 16. december sidste år. Selv mente han, at ekskonen havde lagt op til, at de skulle have sex.

Ifølge kvinden var eksmanden i lejligheden for at tale med hende, da deres fælles datter blev syg. Kvinden forklarede i retten, at de to havde siddet i stuen og talt sammen, indtil hun var blevet for træt og var gået ind i sit soveværelse for at sove, mens eksmanden blev for at kunne lytte efter datteren.

Senere på natten kom manden, ifølge kvindens forklaring, ind i soveværelset og lagde sig ovenpå hende, holdt hendes arme fast og forsøgte at gennemtvinge et samleje med hende. Hun gjorde dog så meget modstand, at det ikke lykkedes for ham, og han forlod herefter lejligheden, mens hun ringede efter politiet.

Efter betjentene havde besøgt kvinden og afhørt hende til sagen tog de direkte hen til eksmandens lejlighed, hvor han blev anholdt. Dagen efter blev han fremstillet i grundlovsforhør og har siden da siddet varetægtsfængslet.

Politiets efterforskere har lavet personundersøgelser, indsamlet og analyseret tekniske beviser fra gerningsstedet og ransaget telefoner for at få underbygget kvindens forklaring. Så snart alle undersøgelserne var færdige, blev sagen sendt i retten med henblik på en hurtig afgørelse.

”Voldtægtssager er én af de sagstyper, vi prioriterer højt og gerne vil have sagsbehandlet så hurtigt som muligt af hensyn til den eller de forurettede i sagen. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi allerede nu, godt to måneder efter det skete, har fået dom i sagen,” siger anklager Cathrine Brunsgaard Jacobsen.

Den 49-årige blev idømt 1½ års fængsel. Han udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke.

jn

Publiceret 24 February 2020 15:22