Foto: Politiet

Politiet: Her flygter iskold morder - hvem er han?

Hvem er manden med styrthjelmen? Hvem ejer styrthjelmen og scooteren? Så du ham i går i Fredericia? Så ring til Sydøstjyllands Politi på 114 nu!

Sydøstjyllands Politi beder offentligheden om konkret hjælp

Det ligger nu fast, at det var en sortklædt mand på en sort knallert og med en karakteristisk sort styrthjelm, der i går den 24. februar skød og dræbte en 24-årig mand i Korskærparken i Fredericia. Derfor beder Sydøstjyllands Politi nu borgerne i og omkring Fredericia om at tænke tilbage:

• Så du i går – eller i dagene forud manden med styrthjelmen i og eller omkring Fredericia?

• Så du måske scooteren parkeret med styrthjelmen? Hvor?

• Ved du i forvejen, hvem der har en sådan styrthjelm eller scooter?

• Ved du, hvor hjelmen og/eller scooteren er nu?

• Kort sagt – vi skal have identificeret og senere fanget denne gerningsmand til drabetSydøstjyllands Politi beder nu offentligheden om at bidrage i tilvejebringelsen af yderligere beviser i sagen, der forventes at kunne føre til identifikation af gerningsmanden.

'Ring til Sydøstjyllands Politi på 114 – vi er klar til at tage i mod. Og vi siger tak på forhånd,' lyder det fra politiet.

Styrthjelmen beskrives således:

Sort/hvid karakteristisk styrthjelm med åbent visir. Hjelmen er sort i siderne, og med hvid lodret stribe i midten, hvidt vandret logo/skrift på siden af hjelmen.

Scooteren beskrives således:

Sort scooter med tændt baglys på gerningstidspunktet, to sidespejle og muligt sort/hvid fælg på forhjul

Manden beskrives således:

A: Iført sorte bukser med hvide ”markeringer” lige under knæet. Sort jakke med hvide ”markeringer” ved albuen. Sorte sko med hvid sål og hvidt logo, formentlig Nike, på siden. Iført sort/hvid karakteristisk styrthjelm med åbent visir.

De to resterende anholdte fra gårsdagens indsats vil blive løsladt i løbet af eftermiddagen. Sigtelserne imod dem opretholdes, men Sydøstjyllands Politi ønsker ikke i dag at oplyse indholdet af sigtelserne.

Publiceret 25 February 2020 14:22