Foto: Finn Rossen, Bornholms Hospital

Foto: Finn Rossen, Bornholms Hospital

Endnu to personer sendt i corona-karantæne: Lukkede akutmodtagelse på sygehus

Af
Jacob Nielsen

Søndag aften blev Akutmodtagelsen på Bornholms Hospital i Rønne lukket ned efter mistanke om, at to personer var blevet smittet med coronavirus.

De to bornholmere er kommet hjem fra et ophold i Norditalien med symptomer, som matcher de symptomer corona kendetegnes ved, oplyser Bornholms Regions Kommune.

Begge er blevet podet for Corona (Covid-19) virus, og de to prøver er sendt med fly til København for at blive analyseret. Der forventes svar på dem inden for det kommende døgn.

I forbindelse med at de to personer fik foretaget podning, var det efterfølgende nødvendigt af hygiejnemæssige årsager at foretage en grundig rengøring på hospitalets akutmodtagelse. I den forbindelse lukkede man akutmodtagelsen mellem klokken 18-21.

De to er sendt i hjemmekarantæne.

Publiceret 02 March 2020 10:35