Miljøsvin har dumpet helt skibsvrag på rasteplads

Af
Jacob Nielsen

Bilister, som kører på Frederikssundsvej i Nordsjælland, har de seneste dage mødt et sært syn på strækningen mellem Måløv og Veksø.

På en rasteplads i vestgående retning har ukendte personer valgt at efterlade et svært ramponeret skibsvrag, som burde have været sendt til ophugning.

Det er Vejdirektoratet, der har ansvaret for rastepladsen, da den ligger på en statsvej, og det er nu derfor også direktoratets opgave at fjerne båden og indlevere den på genbrugspladsen, og det ærgrer:

"Det er beklageligt, at nogle trafikanter bruger vores rastepladser som en genbrugsplads, og vi opfordrer på det kraftigste folk til selv at skaffe sig af med deres affald i stedet for bare at efterlade det," siger entreprisestyrer i Vejdirektoratet, Betina Guldager Holmqvist, som vurderer, at opgaven med at få fjernet båden vil koste flere tusinde kroner på budgettet.

Det sker jævnligt, at folk efterlader renovationssække og byggeaffald på rastepladserne, men det er første gang, at Betina Guldager Holmqvist har hørt om en hel båd. Hun oplyser, at Vejdirektoratets entreprenør nu vil sørge for at få fjernet vraget.

Foto: JN

Foto: JN

Publiceret 05 March 2020 15:56