Arkivfoto.

Politiet advarer: Kyniske corona-svindlere på spil

Politiet advarer mod falske sundhedsmedarbejdere

Politiet har de seneste dage set eksempler på svindlere, som foregiver at komme fra Sundhedsstyrelsen for at skaffe sig adgang til - særligt ældre - borgeres hjem og værdigenstande.

I de tilfælde, som politiet kender til, har svindlerne opereret ved at ringe på hos ældre borgere og sige, at de kommer fra Sundhedsstyrelsen, og at de er kommet for at rengøre de ældres hjem. Svindlerne har i enkelte tilfælde været iklædt mundbind og handsker.

Det er i enkelte tilfælde lykkedes svindlerne, at skaffe sig adgang til borgernes hjem og slippe afsted med værdigenstande og kontanter.

Sundhedsstyrelsen sender ikke medarbejdere ud til private, og politiet understreger, at man ikke skal lukke fremmede ind i sit hjem.

Politiet opfordrer videre børn og børnebørn til ældre borgere om at advare dem mod risikoen for svindel - og fortælle dem, at de ikke skal lukke fremmede ind, lyder opfordringen fra Rigspolitiet.

Publiceret 18 March 2020 14:41