Arkivfoto.

Drama foran Kvickly: 4 tilfældige personer fik tæsk - ældre kvindeligt voldsoffer savnes

Politiet efterlyser kvinde, der i forbindelse med en grov voldssag fra Vordingborg, blev slået i hovedet.

Dramaet fandt sted i mandags klokken cirka 19.40 ved Kvicklys parkeringsplads på Prins Jørgens Allé 112 i Vordingborg, hvor en mand overfaldt i alt fire tilfældige ofre.

Et kvindeligt offer er imidlertid stadig ukendt for politiet.

Kvinden fortalte nogle Kvickly-ansatte, at hun var blevet slået i baghovedet af en ukendt mand.

De ansatte i forretningen satte efter gerningsmanden, som kort tid efter blev anholdt af politiet.

Den ukendte kvinde, der var blevet slået, blev beskrevet på denne måde: 65-75 år, 160-170 cm, gråt eller lyst krøllet page hår, hun bar briller og en lys håndtaske, talte dansk og var iført en mørk eller sort lang jakke.

Kvinden bedes henvende sig til Vordingborg politi eller på telefon 114, så politiet kan sikre sig, at hun har det godt og få hendes vidneudsagn i forbindelse med sagen.

Publiceret 19 March 2020 10:52