Arkivfoto.

Arkivfoto.

Mand ramt af skud på gåtur: Politiet søger vidner

En 36-årig mand blev fredag aften ramt af skud, da han gik en tur i Greve

En 36-årig mand blev fredag aften klokken cirka 23.00 ramt af et skud i det ene ben, da han var ude at gå en tur i området ved Agerhuset i Greve. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge vidner blev der affyret flere skud i området, og efterfølgende flygtede flere personer i en sort personbil af mærket Audi og muligt modellen A6 i ukendt retning.

Klokken cirka 23.15 fik Københavns Vestegns politi en anmeldelse om en brændende bil på Klausdalsbrovej i Herlev.

Offeret, der er udenlandsk statsborger, men med tilknytning til Danmark, blev bragt til et hospital til behandling for sine kvæstelser. Han meldes uden for livsfare, oplyses det i pressemeddelelsen.

Politiet har været talstærkt til stede i Greve-området efter skyderiet for at foretage afhøringer, tekniske undersøgelser og lede efter spor, ligesom politiet nu også undersøger, om den brændte bil i Herlev kan være flugtbilen fra skyderiet i Greve.

Midt- og Vestsjællands Politi vil gerne i kontakt med personer, der har bemærket nogen afgive skud eller den sorte Audi personbil i Greve-området i forbindelse med skyderiet.

Kan du hjælpe politiet, så kontakt Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 4635 1448 eller via nærmeste politi på telefon 114 med oplysninger og tip i sagen.

jwh

Publiceret 21 March 2020 09:06