Arkivfoto.

Drama på hospital: Mand af mellemøstligt udseende truede med kniv - stjal 27 flasker håndsprit

En knivbevæbnet mand af mellemøstligt udseende efterlyses nu af Østjyllands Politi: Han stjal bl.a. 27 flasker håndsprit og truede en vagt med kniv på Aarhus Universitetshospital.

Vagterne på Aarhus Universitetshospital modtog søndag kl. ca. 22.09 en indbrudsalarm fra afdeling B101. Én af vagterne cyklede derfor til afdelingen.

Da vagten nåede frem til døren ind til gangen, hvor alarmen var gået, så han en mand krydse gangen. Han ringede herefter til de øvrige vagter på stedet, da de ikke vidste, hvor mange gerningsmænd der var. Da de gik ind til gerningsstedet, så de en mand løbe fra stedet med flere poser, og én af vagterne satte derfor i løb efter ham.

Gerningsmanden råbte til vagten, at han ikke skulle komme nærmere, og at han ville stikke ham med en kniv, hvis han gjorde det. Gerningsmanden havde i flugten smidt poserne fra sig, der viste sig at indeholde 27 flasker håndsprit og to bærbare computere.

Manden beskrives af politiet på denne måde:

Mellemøstlig af udseende

18-30 år

180-185 cm høj

Almindelig af kropsbygning

Brun hudfarve

Iført træningsbukser, sort dunjakke med skrå syninger og en hætte, der var trukket op

Han kørte fra stedet i en mindre mørk personbil

Østjyllands Politi hører gerne fra alle, der kan have set noget, på tlf. 114.

Publiceret 23 March 2020 12:14