Arkivfoto.

Ægtepar levede fedt af narkosalg: Men så lavede de en kæmpe fejltagelse

Manden var påvirket af hash, da han blev standset i bil - og så rullede sagen

Tirsdag blev en 29-årig mand i Retten i Aarhus idømt et år og ni måneders ubetinget fængsel for at have været i besiddelse af en større mængde narkotika med henblik på salg. Mandens 26-årige hustru blev idømt 10 måneders delvist betinget fængsel for medvirken til narkohandel, oplyser Østjyllands Politi.

Kontrollen, der fik sagen til at rulle, foregik om aftenen den 20. december, hvor en patrulje besluttede sig for at dirigere en 29-årig bilist ind til siden på Søren Frichs Vej i Aarhus. Manden blev skønnet påvirket af hash, og da betjentene fandt en salgstelefon og en mindre mængde skunk i bilen, valgte politiet at ransage mandens hjem i Aarhus V.

Lejligheden viste sig at være fyldt med narkotika, herunder flere hundrede ecstasypiller og pulver, flere kilo pot, kokain, ketamin, skunk og hashplanter, som alt sammen blev beslaglagt. Derudover havde manden indrettet et hjemmelavet skunklaboratorium i sin stue.

Mens manden var anholdt, blev et bestemt nummer ved med at forsøge at ringe til ham, og det viste sig at tilhøre mandens 26-årige hustru, som var tilmeldt en anden adresse end manden.

Dagen efter fik politiet kontakt til kvinden, som fortalte, at hun havde byttet lejlighed med sin far og nu altså boede på en anden adresse i Aarhus V. Dér kørte betjentene hen for at mødes med kvinden, der sagde, at hun intet kendte til narkoen. Betjentene ransagede stedet uden at finde noget, men beslaglagde et kontantbeløb, der lå fremme i lejligheden.

Efterfølgende blev kvindens bil, der holdt parkeret foran adressen, ransaget, hvor politiet fandt flere kilo skunk og hash samt kokain. Da politiet herefter kørte til kvindens folkeregisteradresse for at ransage, blev der fundet over fire kilo hash og skunk, MDMA, adskillige sprøjter med hasholie og et narkoregnskab.

Manden og kvinden erkendte sig delvist skyldige, og begge udbad sig betænkningstid med hensyn til anke af dommen. Manden blev fortsat varetægtsfængslet efter domsafsigelsen, oplyser Østjyllands Politi.

Publiceret 25 March 2020 11:01