Afspærring af Montanagade

Afspærring af Montanagade Øxenholt Foto

50-årig mand gik corona-amok: Kampklædt politi måtte afspærre gaderne

Af
Jeppe Rafn

Østjyllands Politi afspærrede mandag eftermiddag Montanagade på Frederiksbjerg i det centrale Aarhus.

Kampklædt og bevæbnet politi med visir løste en opgave, der sikrede 'tryghed, sikkerhed, fred og orden', oplyste politiet, da aktionen ved 17-tiden var blevet afsluttet med anholdelsen af en person.

Dagen derpå oplyser politiet, at aktionen og afspærringen skyldtes en mistanke om, at en beboer havde en pistol på sig.

"Familien er bekymret for ham, og vi får at vide, han har et skydevåben i sin lejlighed, så vi spærrer gaden af og trænger ind i hans lejlighed, hvor han sidder alene," fortæller Jakob Christiansen, pressemedarbejder ved Østjyllands Politi.

"Han hoster efter betjentene og råber, han har corona, og han tørrer næse i papir og kaster det efter dem, så han bliver anholdt og sigtet for vold og trusler om vold mod politiet. Vi ransager lejligheden og finder en (lovlig) hardballpistol, men ingen skydevåben."

Politiet modtog anmeldelsen mandag klokken 15.38, hvorefter gaden blev afspærret. Beboeren, som var en 50-årig mand, blev anholdt ved 17-tiden, og afspærringen af Montanagade ophævet.

Han bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus, hvor politiet vil kræve ham varetægtsfængslet.

Er han blevet testet for coronavirus?

"Vi har vurderet, at han godt kan sidde i et retslokale," svarer Jakob Christiansen, pressemedarbejder ved Østjyllands Politi.

Publiceret 31 March 2020 11:18