Foto: Østjyllands Politi

Frækt tyveri: Gør aldrig dette, hvis du sætter ting til salg under corona-krisen

En 54-årig kvinde fra Tilst ved Aarhus fik tirsdag aften stjålet en dyr guldring, efter hun havde sat den til salg på Den Blå Avis, oplyser Østjyllands Politi.

Hun lavede en stor fejl, da hun viste ringen til en fremmed mand.

En interesseret køber, som kaldte sig selv 'Jesper', skrev til hende, at han gerne ville købe ringen, og de aftalte at mødes ved kvindens hus. Manden kom som aftalt, og de holdt god afstand til hinanden på grund af corona-forholdsreglerne.

Da manden bad om at se nærmere på ringen, lagde hun den fra sig, så han kunne tage den. Han tog den hurtigt i hånden, sagde 'god dag' og løb herefter fra stedet uden at have betalt. Kvindens mand løb kortvarigt efter, men måtte opgive jagten. Det er endnu ikke lykkedes politiet at spore tyven via korrespondancerne med kvinden.

Guldringen har et specielt udseende, og Østjyllands Politi hører gerne fra dig, hvis du ser den sat til salg, eller får tilbud om at købe den. Den har indgraveret teksten ”Per Borup 750 PB”.

Gerningsmanden beskrives på denne måde:

• Ca. 18-20 år

• Lys hudfarve og kort, lyst hår

• Ca. 185-190 cm, spinkel

• Iført lyseblå dunjakke, sorte Armani-sketchers og koboltfarvede jeans

• Talte dansk Oplysninger om ringen eller gerningsmanden kan gives til Østjyllands Politi via tlf. 114.

Publiceret 02 April 2020 10:59