Arkivfoto.

Kendt læge død af coronavirus: Efterlader hustru og to døtre

Den 64-årige Karsten Bech, overlæge og sektionsleder i Styrelsen for Patientsikkerhed og tidligere ansat i Sygehus Sønderjylland og på Odense Universitetshospital (OUH), er død som følge af coronavirus, bekræfter hans bror Klaus Bech til Avisen Danmark.

Karsten Bech kom for cirka tre uger siden hjem fra en tidlig forårsferie i den amerikanske stat Florida, hvor både han og hans hustru tilsyneladende var blevet smittet med Covid-19. Det blev konstateret, da de vendte hjem til Danmark, og begge gik i isolation i hjemmet ved, at de delte huset op mellem sig, og opholdt sig i hver sin ende. Ingen af dem var syge, inden de tog til Florida.

Mens hustruen kom sig over virussen i løbet af 8-10 dage, gjorde Karsten Bech det ikke. Han blev ifølge hans bror først indlagt på Herlev Sygehus, og senere overført til Rigshospitalet, hvor han tirsdag aften afgik ved døden, skriver Avisen Danmark.

Han er dermed én af de indtil nu 104 døde af coronavirus i Danmark.

Karsten Bech efterlader sig sin hustru og to døtre.

Publiceret 02 April 2020 09:14