Arkivfoto.

Snydt så vandet drev: Kvinde lykkedes med oldgammelt fupnummer i Shell-butik

Fredag klokken 11.05 kom en mand og en kvinde ind på Shell-tanken på Vordingborgvej i Rønnede. Kvinden bad om hjælp bagerst i butikken, og imens lykkedes det manden at stjæle skrabelodder fra disken for cirka 2000 kroner..

Det oplyser Sydsjællands Politi i døgnrapporten.

Kvinden var cirka 20 år, 160-165 centimeter høj, kraftig af kropsbygning, dansk af udseende, lys i huden og havde lyst, langt hår. Hun var iført cowboybukser og dunjakke med pelskant. Hun talte dansk.

Manden var også cirka 20 år, 170-175 centimeter høj, dansk af udseende, lys i huden og var kronraget, med ganske lidt lyst hår. Han talte også dansk og var iført mørke bukser, mørk bluse, hvid kasket og en trøje med hætte.

De to personer kørte fra stedet i en mørk/sort Volkswagen Golf.

Politiet hører gerne fra eventuelle vidner, der har set de to personer. Ring 1-1-4.

Publiceret 06 April 2020 12:41