Arkivfoto.

Alene i togvognen: Sexgal mand forlangte morgensex af kvinde

Klokken 10.30 onsdag anmeldte en 29-årig kvinde fra København, at hun klokken cirka 08.15 i S-toget fra Køge mod Ølby S-station var blevet antastet af en fremmed mand, der havde forlangt at have sex med kvinden, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Det havde hun dog afvist, hvorefter manden havde beskyldt hende for at lyve.

Kvinden var blevet utryg ved manden, da hun havde befundet sig alene i togvognen. Den fremmede mand antastede hende ikke fysisk og stod af toget på Køge Nord S-station.

Han er beskrevet på denne måde af politiet: Mand, Dansk af udseende, ca. 30 år, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Lys, Hårlængde: Kort, Talte: Dansk, Iført: Løstsiddende blå dunjakke, sort bluse, mørke benklæder og gummisko.

Politiet har optaget en rapport om blufærdighedskrænkelse for at få manden identificeret.

Politiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket manden i S-toget, eller som kan give oplysninger om hans identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Publiceret 06 May 2020 12:41