Arkivfoto JN

Arkivfoto JN

Elsket kunstner fundet død: Han døde alene og isoleret

Kunstneren Thorvald Odgaard blev tirsdag morgen fundet død efter et længere kræftforløb i sit hjem i Nibe, 76 år gammel, skriver nordjyske.dk.

Thorvald Odgaard arbejdede med mange udtryksformer og i forskellige materialer i sin kunst. Han er kendt for at stå bag flere kunstværker, som er placeret i Nibes offentlige rum blandt andet "Guldgåsen" og "Nibeenglen", og netop derfor modtog han i 2018 hædersprisen "Aalborgmanden", en pris der gives som tak fra byen Aalborg til personer, der har gjort en speciel indsats for byen.

Thorvald Odgaard var også kendt for at have markante holdninger, som han ikke var bange for at ytre.

Ifølge datteren, Karen Marie Odgaard, elskede hendes far samværet med andre mennesker, og derfor er det ekstra tragisk, at han døde alene og isoleret på grund af faren for smitte med coronavirus.

"Han ville ikke have os over på grund af corona. Han var bange, og det kan jeg godt forstå. Han havde ingen indenfor de sidste par måneder," siger Karen Marie Odgaard til nordjyske.dk.

Thorvald Odgaard begraves fra Nibe Kirke den 16. maj - en begravelse som også vil være præget af den nuværende coronasituation.

Thorvald Odgaards kunstværk Guldgåsen, der er centralt placeret i Nibe. Foto: VisitAalborg.dk.

Thorvald Odgaards kunstværk Guldgåsen, der er centralt placeret i Nibe. Foto: VisitAalborg.dk.

jn

Publiceret 06 May 2020 10:48